Henrik Ibsens skrifter

Det var ​angående teatret jeg skulde skrive dig til; tilfældige uopsættelige brevskriverier har indtil nu forhindret mig.

Når man ​så længe, som jeg, har havt med teaterledelse at gøre, og når man så udelukkende som jeg har beskæftiget sig med dramatiske arbejder, så kan det jo ikke ​fejle at lysten til praktisk at ​ ​ta’ hånd i med mangen gang melder sig med styrke; teatret har noget dragende ved sig, og ​de to gange, du nu har kastet denne tanke ud for mig er der kommet uro og længsel i mit sind. Derhos er det ikke frit for at jeg undertiden føler savnet af en fast og forpligtende virksomhed. Der kunde altså være bevæggrunde nok hos mig til at rejse hjem og ta’ teatret, hvis sligt var gørligt.

Men ulykken er at det for tiden nok slet ikke er gørligt. ​Det parti, som har magten ved teatret, er visselig ikke gunstigere stemt imod mig end imod dig. ​ Min hustru skriver nu netop der oppe fra, «aldrig havde jeg trod, at vi i den grad ​stod på det sorte bræt hos højrepartiet, som det nu af mangfoldige tegn har vist sig at være tilfældet». Jeg er ikke et øjeblik i tvil om at iagttagelsen er rigtig. At tilbyde mig teatrets ledelse vilde derfor være det samme som at stille sig og teatret i et fiendtligt forhold til en mængde velhavende familjer og personer, hvis understøttelse indretningen ikke kan undvære. Derfor sker det heller ikke. Jeg blir såmæn aldrig teaterchef så længe ​det nuværende repræsentantskab står for styret.

Men du vil måske indvende at jeg kunde rejse hjem alligevel og forsøge indtil videre at virke som privat reformator, påskynde istandbringelsen af ​den nye teaterbygning og derved muligens bidrage til at fremkalde sådanne tilstande at valget af mig til teaterchef blev en tænkelig ting. Alt dette kunde kanske ske, ​hvis jeg havde de tilstrækkelige midler til at leve af imens. Men det har jeg ikke. Jeg har endnu ikke på langt nær fåt ​lagt så meget op at det vilde forslå for mig og mine ifald jeg indstillede mit literære arbejde. Og indstille det måtte jeg, dersom jeg kom til at leve i Kristiania. Det er ikke alle de oprivende teatergrejer, jeg her nærmest tænker på. Nej, sagen er den at jeg ikke vilde kunne skrive frit og uforbeholdent og helt ud der oppe. Og dette er ensbetydende med at jeg slet ikke vilde skrive. ​Da jeg for 10 år siden, efter andre 10 års fravær, sejled opover fjorden følte jeg bogstavelig brystet snøre sig sammen i beklemmelse og ildebefindende. ​Det samme ​fornam jeg under hele opholdet deroppe; jeg var ikke længer mig selv mellem alle disse norske kolde og uforstående øjne i vinduerne og på ​fortogene.

Jeg må derfor se tiden an endnu et år. ​Tar regering og storthing sig for at ​forhøje digtergagerne så pas at jeg pekuniært var uafhængigt stillet, så kunde jeg nok for teatersagens skyld på min side lade et eller to dramatiske arbejder ligge uskrevne indtil videre. Og jeg synes at vore rådende politikere skulde vise os retfærdighed og bevilge os nogenlunde vederlag for de store tab vi har lidt og fremdeles lider under mangelen på literære overenskomster med udlandet. De ærede herrer skulde også betænke at de sandelig ikke vilde have ståt således, som de nu står i det norske folks øjne, dersom ikke ​vor nyere digtning havde forberedt forståelsen. Jeg synes heller ikke at de er så særdeles uvillige når det gælder belønninger og godtgørelser til dem selv.

Men så er der et hensyn til. ​Tror du, det vilde være ønskeligt for Bjørn at jeg kom derop? Jeg er i tvil om det. Jeg tror at han i sin stilling som artistisk leder vil føle sig fri og uhæmmet under Schrøder som chef. Og hvad væsentlig nytte skulde jeg kunne gøre, så længe der spilles i den gamle, fæle, ​trange kasse? Den nuværende bygning er ubrugelig for de artistiske reformer, jeg kunde ønske at indføre. Bjørn vil snart komme til at erkende det, hvis han ikke allerede gør det. Han vil bli nødt til at slå så uhyre af på sine kunstneriske intentioner hvad iscenesætningen angår, at han snart vil være enig med mig i at skal ikke vor teaterkunst gå til grunde, så må vi få et tidsmæssigt skuespilhus. – Dette for idag. – Hjertelige hilsener til eder alle.